Projektleder til UNICEF Danmarks indsatser for børns rettigheder i Danmark

Er du en stærk projektleder med værktøjskassen i orden,  elsker du struktur og overblik – og motiveres du af at forstå den faglige og strategiske kontekst for de projekter, du driver? Så kan du være den projektleder, vi leder efter i UNICEF Danmark.

Vi søger en projektleder, der kan lede komplekse projekter sikkert fra idé til levering, og som forstår og brænder for at koble projekterne til UNICEF Danmarks nationale og globale strategier og til en stærk og troværdig position i Danmark

I rollen som projektleder bliver du en central drivkraft i udvikling og gennemførelse af indsatser, der omsætter børns rettigheder til konkret praksis i Danmark, herunder Børnetopmøde for UNICEF Rettighedsskoler, kampagner og engagementsindsatser i forbindelse med FN’s internationale legedag og Rettighedsstafetten.

Rollen omfatter, at du:

  • har ansvar for styring af processer, tidsplaner og leverancer
  • arbejder tæt sammen med kollegaer, eksterne partnere og interessenter
  • skaber rum for kreativ konceptudvikling, samtidig med at du sikrer kvalitet og fremdrift
  • kan balancere detaljeorienteret projektstyring med forståelse for faglige, strategiske og politiske sammenhænge

Vi arbejder i en matrix-organisering, hvor du i nogle projekter vil være ansvarlig projektleder og tovholder, og i andre bidrage som rådgiver og faglig sparringspartner.

Dine kvalifikationer:
Vi forestiller os, at du har en grundlæggende forståelse for de problemstillinger, som UNICEF arbejder med, og at du værdsætter en foranderlig hverdag, hvor dine evner som projektleder indenfor børneinddragelse og undervisning i børns rettigheder kommer i spil for mange målgrupper og i mange sammenhænge. 

Du vil typisk have erfaring fra civilsamfund, fondsverdenen eller andre samfundsorienterede miljøer. Men det kan også være fra andre sektorer, hvorfra du vil kunne bidrage med relevant erfaring og tilgang.

Det er afgørende, at du:

  • Har min. 3–5 års erfaring med projektledelse, herunder selvstændigt ansvar for planlægning, koordinering og leverancer
  • At du har en certificeret projektledelsesuddannelse og er stærk på metode
  • Trives med at have overblik over mange detaljer og sikre høj kvalitet og involvering af de relevante aktører i alle faser af et projekt
  • Har god forståelse for børneinddragende metoder
  • Har evnen og lysten til at sætte dig grundigt ind i projekters faglige og strategiske ophæng, fx i relation til UNICEF’s globale strategier og positionering.
  • Er analytisk, metodisk og har erfaring med at udvikle og facilitere workshops og inddragende processer
  • Motiveres af at skabe konkrete forandringer for børn og unge
  • Er en stærk formidler både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk

Det er er desuden en fordel, hvis du har en eller flere af følgende kvalifikationer:

  • Du har erfaring med at lede projekter omkring læring, og gerne legens rolle for børns udvikling
  • Erfaring med at arbejde indenfor det social- eller uddannelsespolitiske område
  • Særlig viden om det internationale menneskerettighedssystem og børns rettigheder i Danmark

Derfor skal du søge
Hos UNICEF Danmark får du mulighed for at bruge din projektlederfaglighed dér, hvor den gør en reel forskel. Du bliver del af en organisation med et stærkt mandat, høj faglighed og store ambitioner for at udvikle og drive indsatser for børn og unges rettigheder i Danmark.

Vi tilbyder en rolle, hvor du:

  • får ansvar og indflydelse
  • arbejder tæt på både strategi og praksis
  • bliver en del af et engageret og fagligt stærkt miljø
  • får mulighed for at bringe din erfaring i spil på en måde, der både skaber resultater og løfter andre omkring dig

Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 37 timer om ugen inklusive betalt frokostpause.

Vi bor på Rentemestervej 62, 2400 København NV og forventer, at du har din primære gang på kontoret, men med mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdstider. Vi har sundhedsforsikring, pensionsordning samt en lokal husaftale. 

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er d. 1. juni 2026.

Vi forventer at holde første samtale mandag d. 15. juni 2026 og anden samtale mandag den 22. juni 2026. Der vil være en skriftlig opgave, som skal løses inden 2. samtale. Vi forbeholder os retten til at indkalde løbende til samtaler, så upload gerne din ansøgning og CV til os allerede i dag. 

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte Kristina Helland Strandby, Chef for Børns rettigheder og Inddragelse på mail: kstrandby@unicef.dk 

Om UNICEF 
UNICEF Danmark arbejder for at fremme børns rettigheder og Børnekonventionens gennemførelse i Danmark og globalt. Med udgangspunkt i et værdisæt og børnesyn baseret på FN’s Børnekonvention, arbejder vi nationalt med programmer og projekter, der styrker børn, voksne og myndigheders kendskab til FN’s Børnekonvention. Derudover advokerer vi for systemiske forandringer, der opfylder, fremmer og beskytter børns rettigheder. Vi opsøger ligeledes partnerskaber med vigtige danske samfundsaktører med henblik på at løfte børns rettigheder og vilkår i fællesskab med andre aktører. Som en UNICEF-nationalkomité er vi en aktiv og forpligtende del af et globalt netværk med kollegaer, der arbejder for samme mandat i andre lande.

UNICEF ønsker at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, seksuel orientering, handicap eller etnisk baggrund til at søge stillingen.

Som led i din ansættelse, indhenter UNICEF Danmark en børneattest. Det er en betingelse for ansættelsen, at denne er uden anmærkninger.

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Job kategori: Børn & unge, Programarbejde
Frist:
Job type: Fuldtid
Lokation: Rentemestervej 62, 1. sal, 2400, København, Denmark
UNICEF DANMARK
Rentemestervej 62
TLF: 35 27 38 00
CVR: 42 82 45 34
ps://www.linkedin.com/xxx" target="_blank">