UNICEF Danmark søger en deltids Teamleder til Telemarketing
Brænder du for et arbejde, hvor du har ansvar for personaleledelse og resultater, og kan du motivere andre til at fundraise for alle verdens børn? Så er du måske vores nye teamleder i UNICEF Danmark!
UNICEF Danmark er verdens største børneorganisation, og vi arbejder hver dag for at hjælpe børn og unge i udsatte positioner. Vores vigtige arbejde for verdens børn er afhængigt af frivillige bidrag, og lige nu søger vi en ny teamlederkollega, der skal være med til at motivere og uddanne vores dygtige fundraisere.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med afdelingens øvrige teamledere, og sammen er I ansvarlige for den daglige drift og afdelingens resultater. Det er jeres opgave at lede og uddanne teamet af fundraisere, så de har motivationen og kompetencerne til at inspirere danskerne til at støtte UNICEF Danmark med månedlige bidrag. De centrale opgaver er personaleledelse, hvilket bl.a. omfatter coaching af fundraisere, jobsamtaler, performancesamtaler og løbende understøttelse af teamets trivsel og resultater.
Om dig:
- Du er vant til at arbejde resultatorienteret og motiveres af skarpe og ambitiøse målsætninger.
- Du er nærværende, tydelig, handlekraftig, og sætter en ære i at tage ansvar for at fastholde et professionelt og trygt arbejdsmiljø.
- Du brænder for ledelse og sætter dine medarbejdere først.
- Du er stabil, ansvarsbevidst og trives i en omskiftelig hverdag.
- Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med personaleledelse, samt fundraising, salg og/eller telemarketing.
- Du taler og forstår dansk på højt niveau.
Vi tilbyder:
- En deltidsstilling med en timeløn efter kvalifikationer.
- Individuel udvikling af dig som leder gennem sparring og faglige oplæg, samt oplæring i vores fundraising-filosofi og -strategi.
- Et professionelt arbejdsmiljø, hvor du gennem både innovativ tankegang og kreative ideer får mulighed for at påvirke afdelingens dagligdag.
- Dybdegående indblik i UNICEFs vigtige arbejde overalt i verden.
- En arbejdsplads med højt til loftet, sociale arrangementer og en uformel men respektfuld og professionel omgangstone.
- Sundhedsforsikring, frokostordning, kaffe/te og frugtordning.
- Et arbejde, hvor du gør en kæmpe forskel for verdens børn.
Arbejdstid og -sted:
UNICEF Danmark har kontor i København NV, og det er herfra, at du skal være med til at lede og inspirere vores fundraisere.
Arbejdstiden er 14 timer om ugen, som fordeles på to vagter mellem mandag-torsdag. Timerne placeres fortrinsvis i tidsrummet kl. 14:00 – 21.00. Placering af arbejdstiden aftales månedsvist med nærmeste leder.
Ansøgning
Upload CV og motiveret ansøgning senest 05-07-2026. Vi holder løbende samtaler og forbeholder os ret til at afslutte rekrutteringen inden ansøgningsfristen, hvis den rigtige kandidat findes.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Donor Outreach Manager, Feline Rentse, på mail: frentse@unicef.dk.
Om UNICEF
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge denne stilling uanset alder, køn, religion, seksuel orientering, handicap eller etnisk baggrund. Vi tror på mangfoldighed og inklusion som værdifulde aktiver i vores team, og vi værdsætter forskellige perspektiver og erfaringer.
UNICEF er den organisation, som FN har sat i spidsen for at sikre, at børn overlever og klarer sig i livet. UNICEF Danmark er organisationens danske afdeling og vores primære opgave er sammen med partnere og private at rejse penge til børn i lande, der er ramt af bl.a. konflikter, krige og katastrofer. Derudover har UNICEF Danmark fået i opdrag at oplyse om børns rettigheder i Danmark og Grønland, hvilket udmønter sig i en række nationale projekter som UNICEF Rettighedsskoler og Børnenes Nytårstale. For mere information besøg www.unicef.dk.